Gmail vs Hotmail – hvilken løsning er bedst?

03 juni 2020
Heidi Kirkebække

Hvilken løsning skal man vælge, når man vil have en gratis webbaseret email-konto? Gmail og Hotmail er de to største spillere på markedet. Bliv klogere på dem her.

Er du på udkig efter en ny gratis emailkonto på nettet? Så er Gmail og Hotmail svære at overse, for de er de to klart mest populære online mailhostingtjenester.

I denne artikel vil vi se nærmere på de to mail-services. For hvad er de egentlig for nogle størrelser, hvad er forskellene mellem dem, og hvad er fordelene og ulemperne ved henholdsvis den ene og den anden?

Der findes selvfølgelig ikke ét objektivt og entydigt svar på, om Gmail eller Hotmail er bedst. Men du kan læse med her og forhåbentlig blive klogere på, hvilken løsning der vil være den bedste for dig.

 

 

Hvorfor er det smart at have en webbaseret email-konto?

Hotmail og Gmail er webbaserede mail-programmer. Men hvad vil det egentlig sige, og hvorfor er det smart?

At en mailboks er webbaseret betyder, at den så at sige ‘bor’ på internettet. Derfor kaldes den af og til blot en ‘webmail’.

Hvis man bruger en sådan, behøver man derfor ikke at installere et stykke software eller et program på eksempelvis sin computer for at bruge sin mail. Indbakken befinder sig online.

Den helt store fordel ved at have en webbaseret email-løsning er, at du kan tilgå din mail fra en hvilken som helst computer, smartphone eller tablet hvor som helst i verden. Det eneste, det kræver, er, at du har en internetforbindelse.

Din mail-konto er ikke bundet op på én bestemt computer, og du er ikke tvunget til at sidde foran din skærm hjemme i stuen, når du skal skrive en mail eller tjekke, om du har fået post.

 

 

Du kan med andre ord have din digitale postkasse med dig, uanset hvor du er, og du kan læse og sende emails når som helst og hvor som helst.

Gmail og Hotmail er og har længe været de suverænt mest udbredte webbaserede e-mail-platforme på markedet.

 

Hvem står bag Hotmail og Gmail?

Hotmail er ejet af software-giganten Microsoft, mens det er en anden it-gigant – nemlig Google – som står bag Gmail. Mange har stærke holdninger til de to enorme virksomheder, og nogle foretrækker alene af den grund at bruge den ene frem for den anden mail-service.

 

 

Det er ikke en nem sag – faktisk snarere umuligt – at afgøre entydigt og objektivt, om det er Microsoft eller Google, der er den sande helt (eller skurk, om man vil).

De har begge været i vælten masser af gange i forbindelse med historier og sager om blandt andet misbrug af deres dominerende markedspositioner.

Og det er med de store it-giganter på markedet lidt ligesom med Coca Cola og Pepsi eller som med ketchup-mærkerne Heinz og Beauvais i Danmark…:

De fleste har en favorit og en klar mening om, at deres favorit selvfølgelig er den bedste og måske endda den eneste rigtige. Man hører ligesom til i enten Heinz- eller Beauvais-lejren. Ligesom man er på enten Coca Cola- eller Pepsi-holdet.

Spørgsmålet er, om man virkelig kan smage forskel, hvis man bliver sat på prøve i en blindtest?

Når det kommer til, hvilken mail-konto man vælger, så er der i hvert fald forskelle. Hotmail og Gmail er to forskellige it-produkter, og deres brugergrænseflader er ret forskellige på visse punkter.

De ser forskellige ud, er designet forskelligt, og man navigerer rundt i dem på forskellige måder.

Men i det store hele tilbyder de alligevel langt hen ad vejen det samme, og det er mest af alt et spørgsmål om smag, behag og måske også vane, hvilken man skal vælge.

 

Men findes Hotmail overhovedet mere?

Kender du det dér med, at man lige studser en ekstra gang, hvis man ser, at nogen har en Hotmail-adresse? At man tænker, at de ikke er sådan helt med på noderne. På en måde virker det ligefrem en smule gammeldags. Og det er måske ikke så sært…

Dels har Gmail i dag en hel del flere brugere end Hotmail. Alene dét kan jo være en forklaring på, at du langt oftere støder på Gmail-adresser.

Dels bliver man omdirigeret til Outlook.live.com, hvis man forsøger at komme ind på websiden hotmail.com. Men faktum er, at mail-adresser med domænenavnet hotmail stadig findes, nye kan fortsat oprettes, og Hotmail er bestemt ikke død. Men man logger ind på sin Hotmail via outlook.live.com., for Hotmail hedder faktisk Outlook.com nu.

 

Hotmail, MSN, Outlook, Live, MSN, Passport…

… Kært barn har mange navne, og det gælder også for Microsofts emailservice. Indtil videre har vi i denne artikel brugt navnet Hotmail, men i virkeligheden er historien om tjenesten lidt mere langhåret end det.

For igennem tiden har Microsoft budt på en hel del forskellige domænenavne til brugerne af deres webbaserede mailtjeneste. Udover hotmail.com er du formentlig stødt på mailadresser, der slutter med:

  • outlook.com
  • msn.com
  • live.com
  • passport.com
  • passport.net
  • eller lande-specifikke varianter som for eksempel hotmail.dk og passport.dk

Disse domænenavne er alle ejet af Microsoft, og det hele begyndte med, at Microsoft købte det, som dengang hed HoTMaiL.

 

Fra HoTMaiL til Outlook.com

Op gennem 1990’erne blev Hotmail (eller HoTMaiL som det retteligt stavedes på daværende tidspunkt) et mere og mere udbredt online mail-program. Flere og flere mennesker rundt omkring i verden begyndte at bruge internettet, og de brugte det mere og mere. Der blev skrevet og sendt flere og flere emails.

I 1997 købte softwarevirksomheden Microsoft så HoTMaiL, og den nye ejer gav tjenesten det nye navn MSN Hotmail.

I 2004 omdøbte Microsoft igen tjenesten. MSN Hotmail blev til Windows Live Hotmail, og man kunne nu få en mailadresse, der sluttede med @live.com. Microsoft holdt dog fortsat fast i det gamle, stærke brand, Hotmail.

10 år senere, nemlig i 2014, kom endnu en udgave af Hotmail. Den fik navnet Outlook.com, og dermed tilbød Microsoft nu mailadresser, der sluttede med @outlook.com.

Dén navneændring har skabt en hel del forvirring – og det gør den i øvrigt stadig. Mange forveksler nemlig forståeligt nok denne nyeste udgave af Microsofts webbaserede mail-service med et af Microsofts andre produkter: ‘Office Outlook’.

Men Office Outlook er en del af Office-pakken fra Microsoft og skal ikke forveksles med den webbaserede tjeneste. Office Outlook er en såkaldt email-klient, man installerer på den enkelte computer. Et stykke software med andre ord. Outlook.com derimod er den webbaserede mailhostingtjeneste.

Outlook.com og Office Outlook er altså to forskellige Microsoft-produkter, og er man på udkig efter en gratis webbaseret mailservice, er det Outlook.com, som er den relevante af de to.

Så kort fortalt er Hotmail og Outlook.com to navne for den samme tjeneste. De er en del af samme mailkonto-system, og de fungerer ens. Hvis man vælger, at have sin webbaserede indbakke hos Microsoft, får man en Outlook-konto, uanset om man vælger, at ens mailadresse skal indeholde domænenavnet outlook eller hotmail.

 

Kilde: Msn.com

 

Gmail – den store konkurrent – bliver født

Microsofts ultimativt største konkurrent på markedet for webbaserede mailtjenester så dagens lys i første halvdel af 00’erne. Det skete, da Google i 2004 lancerede sin mailservice på nettet. Den hed Gmail, og det har den gjort lige siden. Gmail blev meget hurtigt meget populær og et stærkt og berømt brand.

 

 

I Gmails første leveår skulle man inviteres af en anden, som allerede var registreret bruger, for at få adgang til at oprette en Gmail-adresse. Der var altså en vis eksklusivitet forbundet med det at komme med i klubben af Gmail-indehavere. Men i 2007 blev der åbnet for, at alle kunne registrere sig, få en gratis Gmail og gøre brug af blandt andet Googles webbaserede mailtjeneste.

Derfra gik udviklingen rigtig hurtigt. Antallet af registrerede Gmail-brugere steg og steg, og i dag er Gmail den klart mest udbredte online email-service i verden. Tilbage i 2016 annoncerede Google, at tjenesten havde rundet en milliard brugere på verdensplan (kilde: Faktalink.dk).

Når du registrerer dig som bruger af Gmail og opretter en Gmail-adresse, får du samtidig automatisk tildelt en Google-konto, så du kan gøre brug af andre af Googles produkter og services som for eksempel Google Drev og Docs.

 

Gmail vs Hotmail – de konkrete forskelle

Men hvad er så egentlig fordelene og ulemperne ved den ene webmail-løsning frem for den anden? Er det Gmail eller Hotmail, som er bedst?

Det handler som nævnt rigtig meget om smag, behag og behov, hvis man skal vælge mellem Outlook og Gmail. Nogle finder Gmail mest intuitiv og nemmest at arbejde med, mens andre omvendt har det sådan med Microsofts løsning.

De konkrete forskelle imellem dem består for eksempel af måden, man blokerer spam og andre uønskede e-mails på.

De to mail-tjenester har også forskellige mærknings- og sorteringssystemer. Det kan være rigtig rart og meget tidsbesparende at have en mailboks, som gør det nemt at sortere, filtrere og kategorisere sine mails. Det er især relevant (mange vil sige ligefrem sige meget vigtigt), hvis man er en af dem, der modtager mange mails og derfor har brug for nemt at kunne skabe overblik over og finde rundt i store mængder af post.

Endelig ser webstederne naturligvis forskellige ud, fordi de jo er designet af to forskellige virksomheder og designet til at være en del af to forskellige – og konkurrerende – brands.

I denne video fra Youtube kan du se en konkret sammenligning af Hotmail og Gmail (videoen er med engelsk tale):

 

 

Hvor meget plads får jeg hos henholdsvis Hotmail og Gmail?

Som udgangspunkt får du den samme mængde lagringsplads i Outlook og Gmail. Begge steder følger der automatisk 15 gigabytes lagerplads med, når man opretter en gratis konto.

Hvis man har brug for mere plads end de 15GB, kan man tilkøbe det, og den mulighed har man hos både Microsoft og Google.

 

Får jeg kalender med hos både Gmail og Hotmail?

Det korte, klare svar er ja. Både Gmail og Hotmail indeholder kalenderfunktioner, som man har adgang til, når man har en mailadresse hos dem. Kalenderen følger automatisk med, når man registrerer sig og opretter en Gmail eller en Hotmailadresse.

De to kalenderløsninger minder meget om hinanden, fungerer begge fint på både computer og telefon, og de tilbyder nogenlunde de samme funktioner.

Måske undrer du dig over, hvad en kalender har med din mail at gøre?

Svaret er, at den ikke behøver at spille nogen som helst rolle. Du kan sagtens ignorere den, hvis du ikke har brug for den. Men i vore dage bruger rigtig mange – hvis ikke langt de fleste – mennesker deres mailboks til mere end blot at sende og modtage post.

Blandt andet har rigtig mange af os netop erstattet den fysiske kalender i tasken eller den, som før i tiden hang på køleskabet derhjemme, med en digital løsning. Og denne digitale løsning er ofte en kalender, som er knyttet sammen med vores mailboks.

Derfor er kalenderen for mange mennesker en vigtig funktion også at tage stilling til, når vi skal finde den næste og bedste mail-udbyder til vores behov.

Men også når det kommer til kalenderfunktionen, er det altså mest af alt smag, behag og som regel også vane, der afgør, om man synes bedst om Hotmail eller Gmail, for der er i bund og grund ikke de store forskelle, når man først har sat sig ind i, hvordan man navigerer i dem.

 

Kan jeg bruge Gmail og Hotmail på min iPhone?

Ja, både Gmail og Hotmail fungerer rigtig fint på iPhone, og det er nemt at installere dem. Faktisk er iPhone allerede forberedt til at kunne modtage mails fra de to tjenester, hvilket gør det ekstra hurtigt at sætte op.

Når du har oprettet enten en Gmail eller en Hotmail, er det bare at følge nedenstående skridt.

Det eneste, du skal bruge, er din mailadresse og din adgangskode til mailboksen – og så skal din telefon have forbindelse til internettet.

Sådan installerer du din Gmail på din iPhone:

  • Gå ind i ‘Indstillinger’ på telefonen
  • Vælg ‘Konti & adgangskoder’ / ‘E-mail, kontakter, kalendere’
  • Vælg ‘Tilføj konto’
  • Vælg ‘Google’
  • Indtast din mail og adgangskoden til din mail og vælg derefter ‘Log ind’
  • Vælg ‘Acceptér’
  • Klik på ‘Arkiver’ / ‘Gem’

(der kan være små forskelle / afvigelser fra telefon til telefon afhængigt af, hvilken model det er o.lign.)

Undervejs i processen vil du blive bedt om at acceptere nogle vilkår, som Google kræver, for at du kan bruge Gmail på din mobil.

Nu er Gmail sat op til at virke på din iPhone, og du kan skrive mails og modtage post på telefonen.

 

 

Sådan installerer du din Hotmail på din iPhone:

  • Gå ind i ‘Indstillinger’ på telefonen
  • Vælg ‘Konti & adgangskoder’ / ‘E-mail, kontakter, kalendere’
  • Vælg ‘Tilføj konto’
  • Vælg ‘Outlook.com’ (som i denne sammenhæng er det samme som Hotmail)
  • Skriv din Hotmail-adresse og tryk på ‘Næste’
  • Indtast din adgangskode til din mail og tryk på ‘Næste’ eller ‘Log ind’
  • Læs hvad iOS-appen beder om tilladelse til og tryk ‘Tillad’ / ‘Godkend’ / ‘Ja’, hvis du vil acceptere det og dermed fortsætte med at installere appen
  • På den næste side skal du vælge, hvad du vil hente ned på din iPhone. Som standard vil den formentlig stå til at hente både mail, kontakter, kalendere og påmindelser. Hvis noget af det ikke skal hentes, skal du fjerne den grønne markering.
  • Afslut med at trykke ‘Arkiver’ / ‘Gem’

(der kan være små forskelle / afvigelser fra telefon til telefon afhængigt af, hvilken model det er o.lign.)

Nu er din opsætning af Hotmail på din iPhone afsluttet, og du er klar til at sende og modtage mails på mobilen.

Din Hotmail-postkasse har i øvrigt navnet ‘Outlook’ på telefonen.

 

Hvordan holder jeg orden i min indbakke med Gmail og Hotmail?

Her er måske én af de største, konkrete forskelle på Gmail og Hotmail: Deres funktioner for mærkning og sortering af mails.

Rigtig mange af os har brug for at kunne rydde op, arkivere, gemme og kategorisere mails i vores indbakke, så vi har overblik over vores bunker af post, ikke mister vigtige mails og ved, hvor de er, når vi skal have fat i dem igen.

Og det med oprydningen – eller i hvert fald måden, man gør det på – har Hotmail og Gmail to forskellige tilgange til.

I Hotmail kan man oprette mapper og gemme sine mails i disse.

I Gmail holder man derimod orden og skaber overblik ved hjælp af etiketter (på engelsk kaldet ‘tags’), som man bruger til at gruppere sine mails med. Gmail understøtter nemlig ikke mapper på samme måde som Outlook.

 

 

Men hvad er så smartest og nemmest, og hvilken løsning giver det bedste overblik?

Igen må svaret være, at det er et spørgsmål om personlig smag og temperament. Der er ikke én af løsningerne, som kan sige at være den entydigt, objektivt set bedste.

Og så handler det også meget om vane. De fleste vil formentlig have det sådan, at når de har vænnet sig til den ene mailboks og funktionerne i denne, er det klart den, der er nemmest at have med at gøre.

Det kan tage lidt tid at vænne sig til måden, man arbejder på i Gmail, hvis man er vant til Hotmail – og omvendt.

 

Opret eventuelt en Hotmail OG en Gmail

Er du stadig i tvivl om, om det er Gmail eller Hotmail, som er den rigtige løsning for dig?

En løsning – eller i hvert fald en måde at blive klogere på – kan være at oprette to mailadresser. En Hotmail og en Gmail.

Det er hurtigt gjort, og det giver dig mulighed for at prøve mailtjenesterne af, klikke rundt i dem, sammenligne den ene med den anden, undersøge de mange forskellige funktioner nærmere og ikke mindst teste de ting, som er de vigtigste for lige præcis dig, når du skal have en ny mail.

Når du har besluttet dig for, hvilken der passer dig bedst, kan du jo nedlægge den anden postkasse igen.

 

Hvordan får jeg en Hotmail-adresse?

Sådan opretter du en Hotmail-adresse med det samme:

  • Gå til outlook.live.com
  • Klik på ‘Opret en gratis konto’
  • Skriv det brugernavn, du gerne vil have og vælg, om din mailadresse skal slutte med hotmail.com, outlook.dk eller outlook.com
  • Lad dig guide gennem resten af processen

 

Hvordan får jeg en Gmail-adresse?

Sådan får du en Gmail-adresse med det samme:

  • Gå til google.dk
  • Klik på ikonet med de små, sorte firkanter i øverste højre hjørne
  • Klik på ‘konto’
  • Klik på ‘Opret en Google-konto’ midt i skærmbilledet
  • Følg vejledningen
  • Når du er færdig med at oprette din Google-konto, kan du logge ind på din nye Gmail

 

Er Gmail og Hotmail de eneste gratis webmails?

Nej, Gmail og Hotmail er langt fra de eneste muligheder, du har, for at få en gratis webbaseret mail.

Hvis man har brug for en ny online mailtjeneste, men gerne vil udenom Googles Gmail og Microsofts Hotmail, findes der naturligvis masser af alternativer – og også masser af gratis alternativer.

For eksempel tilbyder mange internetudbydere, at deres kunder kan få en eller flere gratis email-adresser hos dem. Det gælder blandt mange andre hos YouSee, Stofa og Dansk Kabel TV.

Hvis du vælger en sådan løsning, som følger med din internetudbyder, skal du dog være opmærksom på, at din mailadresse jo hænger relativt uløseligt sammen med denne udbyder. Hvis du skifter internetudbyder, skal du altså enten også skifte din mailadresse eller betale for at beholde den.

Det er ikke nødvendigvis et problem, men det er godt at være opmærksom på.

Yahoo Mail er en anden stor aktør på markedet for gratis webbaserede email-løsninger, og den er også vældig populær i Danmark. Den amerikansk ejede tjeneste blev lanceret tilbage i 1997, og den er ligesom Gmail og Hotmail blandt de allermest udbredte webmail-løsninger i verden.

Alene af den grund er Yahoo værd at tage et nærmere kig på, hvis man af den ene eller anden årsag ønsker sig en anden løsning end dem, Microsoft og Google tilbyder.

 

Få mest ud af din mail-konto

Uanset hvilken e-mail-tjeneste du vælger, kan det klart anbefales at bruge lidt tid på at sætte dig godt ind i de muligheder, den giver dig.

 

 

Både Gmail og Hotmail har en række funktioner, som for eksempel kan hjælpe dig med at holde orden i din indbakke, søge gamle mails frem igen og så videre.

Brug lidt tid på at finde ud af, hvordan du udnytter mulighederne i brugergrænsefladen bedst – så bliver du helt sikkert gladere for din mail-løsning i det lange løb.

FAQ BOKS

Hvem ejer Hotmail og Gmail?

Det er Microsoft, som står bag Hotmail og Google, som står bag Gmail.

Hvor får jeg mest lagerplads – hos Hotmail eller Gmail?

Du får 15GB gratis hos både Hotmail og Gmail. Begge steder er der mulighed for at købe sig til mere lagringsplads.

Hvorfor kan jeg ikke komme ind på hotmail.com?

Du skal bruge outlook.live.com, hvis du vil oprette en ny hotmail-adresse eller logge ind på den, du allerede har. Du bliver automatisk omdirigeret til outlook.live.com, hvis du skriver hotmail i din browser.

Flere Nyheder